Opholdsområde

Har din kanin eller dit marsvin plads nok?

Forhen var det meget almindeligt at holde både marsvin og kaniner i bur, endda ofte uden en artsfælle som ven. Siden har man lært, at dyrenes trivsel og generelle sundhed falder markant når de skal opholdes sig på meget lidt plads. De har nemlig brug for at kunne løbe og springe, søge efter føde, kravle over forhindringer, samt at kunne være lidt alene en gang i mellem.

Det kan dyrene kun meget begrænset i et bur, og man ser derfor ofte, at dyr i bur bliver overvægtige, deprimerede, får tidlige gigtforandringer, fordøjelsesbesvær eller andre lidelser. Det mest optimale er derfor at have dyrene gående frit på et større areal - helst i hele huset. Man bør dog have en ”base”, som dyrene kan søge hen til, hvor de i fred kan spise, sove, tisse osv. Dette kan være i en indhegning, der eventuelt kan åbnes og lukkes efter behov, men det kan også blot være et område, fx i stuen.

Hvis der vælges en indhegning, som nogle gange er lukket, skal dyrene have rigeligt plads. For to kaniner anbefaler vi mindst 3-4 m2, og for to marsvin kan indhegningen være lidt mindre. Basen bør have masser af tæpper eller andet underlag som dyrene ikke glider på, og dyrene skal alle have et overdækket sted at hvile sig i fred. Derudover bør der være forskellige steder til placering af hø, fx i høhække, høbolde eller på taget af en hvileplads.

Kaniner er meget renlige og kan let trænes til at bruge en kattebakke som ”toilet”. Man bør ikke vælge en toiletplads der er meget mindre end dette, da kaninen ofte ikke synes der er nok plads. Bakken bør have træpiller eller aviser nederst, hvorefter et lag hø lægges oven på. Man kan med fordel sætte en høhæk op ved siden af bakken, da kaniner kan lide at spise, mens de bruger bakken.

Marsvin er på det punkt mere utilregnelige, og det kan derfor ikke forventes, at de lærer at bruge bakken. Derfor må man nøjes med at gøre rent efter marsvinet efter behov. For både marsvin og kaniner gælder det dog, at hyppig rengøring er vigtig, da de ellers kan blive tilsølede bagi og udvikle potesår, der kan være vanskelige at komme af med igen. Dette kan også undgås ved at lægge blødt materiale (fx fleecetæpper eller skummåtter) ud, hvor dyret ofte opholder sig.

Bundstrøelse kan også anvendes, fx i en indhegnet marsvinebase, men man skal være opmærksom på, at det kan støve og irritere dyrenes luftveje. I stedet kan vi anbefale hamp.

Nogle har også glæde af at holde dyrene udendørs, hvilket for kaniner fint kan lade sig gøre. Det er dog mere udfordrende, og kræver bl.a. dyb nedgravning af hegnet (for at undgå rævebesøg eller at de graver sig ud), et stort overdækket område med en isoleret hule, hvor kaninerne kan sidde varmt, tørt og i læ for kraftig vind, samt at de altid har adgang til frostfrit vand.

Hvis I overvejer at have jeres kaniner udendørs, bør I læse nærmere om dette på www.frikanin.dk. Det er dog kun under visse omstændigheder muligt at have marsvin udendørs, da de er meget mere kuldefølsomme end kaniner. De tåler kun temperaturer ned til 10 grader, og derfor anbefaler vi ikke hold af marsvin udendørs, når man bor i Danmark. 

 

 

Del denne historie
Dit dyr i trygge hænder

En tryg sundhedsplan til din bedste ven

VetPlan er en sundhedsplan for dit dyr. Det er en abonnementsordning, så du kan abonnere på forebyggende pleje og sundhed. I en VetPlan får dit dyr adgang til ydelser som fx sundhedsundersøgelser, tandtjek, vaccination og store rabatter på foder. 

En løbende kontrol betyder, at eventuelle sygdomme og tandproblemer bliver opdaget i god tid. Det er til stor gavn for dit dyrs sundhed og kan i sidste ende spare dig for mange uforudsete udgifter.

▶▶▶ Kontakt os om en VetPlan®