Hvorfor vælge sterilisation?
Hunkatte starter med at komme i løbetid i marts–april, og så vil der komme en løbetid med 2-3 ugers mellemrum hele foråret og sommeren, hvis ikke den bliver parret. Hver løbetid varer 4-7 dage, og det går som regel ikke stille af sig. Hunkatten vil mjave højt og vedvarende, rulle over ryggen, gnide sig op ad ting og gøre alt for at få lov at komme ud. Det er anstrengende at bo sammen med sådan en hormonpåvirket kat, og det er også synd for den ikke at kunne følge naturens krav.
Er katten udekat, vil den blive parret af en af de omstrejfende hankatte, og 9 uger efter vil der komme et kuld killinger. Dette kan være en stor oplevelse for familien, men man skal være forberedt på, at der skal findes et nyt hjem til dem, når de er gamle nok til at flytte hjemmefra i 12 ugers alderen. Der kan sagtens komme to kuld i løbet af en sæson, nogle gange tre.
Vil man gerne prøve at have killinger, men gerne selv vil bestemme hvornår, er p-piller en OK mulighed. De skal gives på helt den samme ugedag, og man skal sikre sig, at katten ikke kaster dem op. Vi anbefaler ikke at give p-piller det ene år efter det andet, da der er en øget risiko for kræft i mælkekirtlerne, og det er hyppigt en ondartet kræftform.
Udover de mange helbredsmæssige fordele såsom livmoderbetændelse og kræft i mælkekirtlerne, er der endnu en meget stor og vigtig årsag: hvert år havner tusindvis af katte på landets internater som uønskede eller herreløse katte, som ingen tager sig af.
Hvad skal man være opmærksom på ved steriliserede katte?
Stofskiftet kan ændre sig en smule ved sterilisation og det er vigtigt at være opmærksom på at hunkatten ikke bliver for tyk, men dette løses let ved at administrere foderet anderledes evt. anvende et kalorielet foder. Det er vigtigt at forebygge overvægt da denne kan resultere i alvorlige sundhedsmæssige problemer for katten.
Løbetider, hvor tit?
En hunkat kan komme i løbetid ca. hver tredje uge, medmindre hun bliver parret. Hun kan få tre kuld killinger om året. I løbet af et liv kan hun føde ca. 100 killinger.