Laboratorieundersøgelser
Silkeborg Dyrehospital har et veludstyret laboratorium, hvor vi på kort tid kan undersøge blodprøver, urinprøver, celleprøver og hudprøver.
Vi råder over moderne analyseapparater der sikkert og hurtigt kan give svar på analyserne. Vi udfører dagligt talrige mikroskopier af øresvab og celleprøver fra hud og knuder. På denne måde kan vi vurdere om der er tegn på infektion, samt hvilken slags medicin der evt. er nødvendig.
Vi vurderer også prøver fra diverse knuder for at undersøge, om knuden for eksempel er en fedtknude, en ondartet knude eller måske en byld. Det er sjældent at man blot ved at se eller føle på knuden, kan sige, hvad det er.
Blodprøveapparater
Mange parametre kan vurderes gennem vores moderne blodprøveapparater. Der måles næsten altid blodprocent, hvide blodceller og blodplader. Desuden måles også hyppigt organværdier (fx nyre- og leverværdier), men mange andre parametre vurderes også, fx blodets salte, proteiner, glukose, langtidsblodsukker og fordøjelsesenzymer.