Første gang en tævehund går i løbetid vil hunden typisk være mellem 6 og 12 måneder gammel. Tidspunktet varierer fra hund til hund og fra race til race. Typisk kommer større hunderacer senere i deres første løbetid end mindre hunderacer. En typisk løbetid varer omkring 3 uger, dog kan længden variere fra hund til hund.
En tæve kommer i løbetid cirka hver 6.-8. måned. Nogle hunde har op til 1,5 år mellem deres løbetider, mens andre kun har 5 måneder.
Hvornår en tæve går i løbetid første gang, afhænger helt af race, størrelse og individ. Det kan være alt fra når hvalpen er 5 måneder, til når den er 18-24 måneder.
Det kan være svært at opdage den første løbetid, da du endnu ikke kender din hunds tegn. Det første du typisk vil opdage, er blodpletter på gulv eller tæpper. Når din tæve bløder fra skedeåbningen er løbetiden begyndt, og der går nu cirka 8-14 dage før hun er parringsklar.
En ung tæve bør ikke parres i første løbetid, og du skal være opmærksom på, at holde tæven i snor på gåture og under opsyn i en indhegnet have. Selvom din tæve er god til at blive indenfor hegnet, så er det ikke sikkert at naboens hund er god til at blive udenfor.
I tævens første løbetid vil du også opdage om tæven er god til at holde sig ren eller ej. Det er meget individuelt fra hund til hund, og nogle tæver skal lære at holde sig rene. Synes du det sviner for meget med blodpletter inde i huset, så kan du give din tæve løbetidsbukser på, når hun er indenfor.
Det er helt normalt at en tæves adfærd ændrer sig under løbetiden. Hunden er påvirket af hormoner og kan være interesseret i hanhunde, mindre lydig eller virke en smule ”ved siden af sig selv”. Det kan være en hjælp for hunden, hvis du bruger lidt ekstra tid på gode gåture, aktivering og leg. Da lydigheden kan være udfordret under løbetid, bør du holde din hunhund i snor. Selv en velopdragen hund kan blive optaget af andre ting under løbetiden, og det kræver ikke mange sekunders uopmærksomhed for at en hanhund kan gøre en tæve drægtig.
De fire faser
Tævens brunstcyklus kan inddeles i fire faser:
Forbrunst (proøstrus): varer cirka 9 dage. De ydre kønsorganer hæver op og der ses et blodigt udflåd fra skeden.
Brunst (østrus): varer cirka 9 dage. Udflåd fra skeden bliver gulligt, men kan være med lidt blod i. Det er i denne periode at tæven accepterer parring og har ægløsning.
Hvilefase (meøstrus): varer cirka 70 dage.
Uden for brunst (anøstrus): Varer cirka 125 dage.
Mens tæven i forbrunst vil hanhunde være interesserede i hende, men hun vil ikke acceptere parring. Cellerne i skeden ændrer udseende i forbrunsten og derfor kan dyrlægen tage en celleprøve fra skeden og sige hvor langt tæven er i sin cyklus. Ægløsning sker typisk fra midten af brunsten til slutningen. Ægløsningstidspunktet varierer fra hund til hund og fra løbetid til løbetid. Hvis man ønsker at parre sin tæve, kan man bestemme ægløsningstidspunktet ved en blodprøve, hvor man måler progesteronindholdet i blodet.
Undgå uønsket drægtighed
Den bedste måde at undgå uønsket drægtighed på, er ved at lade tævehunde sterilisere eller holde den væk fra hanhunde under løbetiden. En hunhund kommer ikke i overgangsalderen og får derfor løbetider igennem hele livet.
Løbetid hos ældre tæver kan nogle gange følges af livmoderbetændelse. Det er en betændelsestilstand i livmoderen, som typisk kan opstå 4-6 uger efter endt løbetid, fordi livmoderen på grund af hormonel påvirkning er særligt modtagelig for infektioner i den periode. Risikoen for livmoderbetændelse fjernes når tæven steriliseres.